Fremleje
Ifølge foreningens vedtægter § 12 har du som andelshaver mulighed for at fremleje din bolig mod bestyrelsens tilladelse i op til 2 år.
Vigtigt vedrørende fremleje
Før du beslutter dig for, om du vil fremleje din bolig, skal du bl.a. være opmærksom på følgende ting:
- Selv om du som andelshaver fraflytter din bolig og overlader brugsretten til en anden, er det stadigvæk dig, der er ansvarlig over for andelsboligforeningen. Med andre ord er du, selv om du ikke længere bor i din lejlighed, ansvarlig for fremlejetagers dispositioner/handlinger under hele fremlejeperioden.
- Det skal under de særlige vilkår i lejekontrakten fremgå, at fremlejetager skal overholde nuværende og kommende generalforsamlingsbeslutninger - herunder også foreningens husorden. Endvidere skal fremgå, at fremlejetager under ingen omstændigheder må videreudleje lejligheden eller enkelte værelser.
- Huslejen er ene og alene et anliggende mellem dig og fremlejetager. Dog skal du være opmærksom på, at du skal overholde lejeloven samt anden relevant lovgivning.
- Der gives kun dispensation til at forlænge fremlejeperioden ud over de 2 år i særlige tilfælde - fx studieophold, militærtjeneste, forretningsrejse, institutionsanbringelse el. lign. Du skal med andre ord have til hensigt at flytte tilbage i boligen efter fremlejeperiodens udløb. Af denne grund er afprøvelse af kæresteforhold ikke en gyldig grund til at få dispensation.
- Korttidsudlejning er i strid med foreningens vedtægter
Ansøgning
Hvis du ønsker at fremleje din bolig, skal du ansøge bestyrelsen skriftligt herom (anvend formularen nederst på siden) senest en måned før fremlejeperiodens start.