Har du lige købt en andel?

 

Her er en række gode råd til dig, som lige har købt en andel i vores forening.

 

Forløbet op til dit køb

Når en andelshaver i foreningen har besluttet sig for at sælge sin lejlighed, bliver lejligheden vurderet af foreningens vurderingsmand. Vurderingsmandens opgave er at anslå andelens værdi ud over det, der ligger fast som følge af andelskronen, det vil sige værdien af lejlighedens vedligeholdelse, forbedringer mv.

Følgende faktorer er med til at bestemme prisen på andelen:

  • Andelskronen, fastsættes på foreningens ordinære generalforsamling
  • Mangler, dvs. manglende vedligeholdelse som fx revner i terazzogulv
  • Forbedringer, fx nyt køkken
  • Løsøre, dvs. ikke-fast inventar, som du ikke er forpligtet til at overtage, fx et køleskab

Sælger kan ikke efter vurderingsrapportens udfærdigelse lave forbedringer, som forøger andelens værdi.

Hvis eventuelle mangler noteret i rapporten er udbedrede ved overdragelsen, bliver disse omvendt ikke fratrukket i andelsværdien.

 

Inden overdragelsen

Inden overdragelsen skal du have modtaget følgende papirer:

  • Indmeldelsesbevis i andelsboligforeningen
  • Andelskontrakt
  • Vedtægter og husorden
  • Seneste to generalforsamlingsreferater
  • Eventuelle referater af ekstraordinære generalforsamlinger
  • Vurderingsrapporten

 

Indsigelser

Fra du overtager andelen, har du en indsigelsesperiode på to uger, hvor du kan gøre opmærksom på fundne mangler, som ikke er opgjort i vurderingsrapporten. Hvis du konstaterer fejl og mangler, skal du kontakte sælger med henblik på en afklaring, og du bør samtidig også give administrator besked. Du bør anføre, hvilke mangler, du har konstateret, samt det beløb, du mener, du skal have godtgjort.

 

Efter overdragelsen

Husk følgende ting:

  • Indbetal det aftalte beløb (anført i kontrakten) + administrationsgebyr til administrator.
  • Aflæs strøm, gas og varme evt. sammen med sælger, så I undgår efterfølgende uoverensstemmelser
  • Kontroller, at du har fået nøgler til ejendommen og lejligheden (bestyrelsen har en nøgleoversigt)
  • Bestil nyt skilt til dørtelefon og postkasse (kontakt bestyrelsen)

 

 

Velkommen til A/B Nørre Søgade 33.